Golf Dinamarca



Match referater

Referat fra matchen på El Chaparral fredag den 20. januar 2012

CdGD’s første månedsmatch 2012 blev spillet fredag den 20. januar på El Chaparral med SOLKYSTEN som sponsor. Der var gun start kl. 09:00, som for mange var meget tidligt, men alligevel mødte 61 velmotiverede golfspillere op i en morgentemperatur på kun 8 grader. De første 3-4 huller foregik med kolde lemmer, mens alle ventede på, at solen skulle kravle op på himlen og afgive varme. Da solen endelig havde placeret sig flot på en skyfri himmel, blev vindstoppere og diverse fleecejakker droppet til fordel for polo’er og bare arme. Banen fremstod i flot og veltrimmet stand med svære og meget hurtige greens, men det lykkedes klubbens dygtige spillere i alle kategorier at spille sig til flotte resultater. Efter social hygge på El Chaparral’s dejlige terrasse gik vi til bords i restauranten, hvor der blev serveret lækker salat til forret, confit de canard eller grillet fisk til hovedret og brounie medis til dessert. Under desserten foretog matchleder Paul Sauerberg præmieoverrækkelse til de bedste i A-, B- og C-rækken samt præmier for nærmest flaget og for længste drive på hul 6. Efter middagen og præmieoverrækkelsen foresatte de fleste det hyggelige samvær på den solbeskinnede terrasse. Alle syntes at have haft en pragtfuld golfdag på en af kystens smukkeste golfbaner, og klubben takker vores sponsor SOLKYSTEN. Klubbens næste match bliver spillet den 24. februar på La Cala (America) - tidligere kaldet Nordbanen.